Manuskript til Gjern turne 2019.
1. Udrugning.
Der var så dejligt ude på landet: det var sommer. Midt i solskinnet lå en gammel herregård, og under de store skræppeblade ned til kanalerne rundt om, lå en and på sin rede. Endelig knagede det ene æg efter det andet: “Pip! Pip!” sagde det. “”Rap! Rap!” sagde moderen. “Det største æg ligger der endnu. Hvor længe skal det vare!”. “Pip! Pip!” sagde det, da det store æg omsider revnede, og ungen væltede ud. Han var så stor og styg.
2. Mobning og flugt.
Næste dag svømmede de alle sammen hen til andegården. De andre ænder sagde højt: “Fy, hvor den ene ælling ser ud! Ham vil vi ikke tåle!” - og straks fløj der en and hen og bed den i nakken. “Han er for stor og aparte, og så skal han kanøfles!”. Således gik det den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels ælling blev jaget af dem alle sammen, selv hans søskende var så onde imod ham. Da fløj og løb han hen over hegnet og kom ud i den store mose.
3. Bondekonen.
Mod aften nåede den et lille bondehus. Her boede en gammel kone med sin kat og sin høne. Om morgenen mærkede man straks den fremmede ælling, og katten begyndte at spinde, og hønen at klukke. “Hvad for noget!” sagde konen. Hun troede ællingen var en fed and, for hun så ikke så godt. “Nu kan jeg få andeæg, er det bare ikke en andrik!”.
4. Utilstrækkelighed og flugt.
Og så blev ællingen antaget på prøve i tre uger, men der kom ingen æg. Ællingen sad i krogen, da den fik sådan en lyst til at flyde på vandet. Det sagde den til hønen, men hønen svarede: “Hvad går der af dig? Læg æg eller spind! Hvem skulle forstå dig? Du vil dog vel aldrig være klogere end katten og konen, for ikke at nævne mig!”. “Jeg tror, jeg vil gå ud i den vide verden!” sagde ællingen, og så gik den; den flød på vandet, den dykkede ned, men af alle dyr var den overset for sin grimhed.
5. Vinter.
Vinteren blev så kold, så kold, Ællingen måtte svømme om i vandet for at holde det fra at fryse rent til, men hver nat blev hullet, hvori den svømmede, smallere og smallere. Til sidst blev den mat, lå ganske stille og frøs fast i isen. Tidlig om morgenen kom en bondemand, han så den, gik ud og slog med sin træsko isen i stykker og bar den så hjem til sin kone. Der blev den livet op. Børnene ville lege med den, men ællingen troede, at de ville gøre den fortræd, og for lige op i mælkefadet. Konen skreg, og da fløj den op i smørtruget og så ned i meltønden. Godt var det, at døren stod åben, ud fór den imellem buskene i den nyfaldne sne - der lå den, ligesom i dvale.
6. Forår.
Den lå i mosen mellem rørene, da solen igen begyndte at skinne varmt; lærkerne sang - det var dejligt forår. Og lige foran, ud af tykningen, kom tre dejlige svaner. Ællingen kendte de prægtige dyr og blev ramt af en forunderlig sørgmodighed. “Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugle! Og de vil hugge mig ihjel! Men det er det samme! Bedre at dræbes af dem end at nappes af ænderne, hugges af hønsene, sparkes af pigen, der passer hønsegården, og lide ondt om vinteren!”
7. Svaner.
Den fløj ud i vandet og bøjede sit hoved ned mod vandfladen og ventede på døden - men hvad så den i det klare vand? Den var selv en svane! Det gør ikke noget at være født i andegården, når man har ligget i et svaneæg! “Der er en ny!” jublede børnene. “Den nye er den smukkeste!”. Den tænkte på, hvor den havde været forfulgt og forhånet, og hørte nu alle sige, at den var den dejligste af alle fugle. “Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!”.
2. Mobning og flugt.
Næste dag svømmede de alle sammen hen til andegården. De andre ænder sagde højt: “Fy, hvor den ene ælling ser ud! Ham vil vi ikke tåle!” - og straks fløj der en and hen og bed den i nakken. “Han er for stor og aparte, og så skal han kanøfles!”. Således gik det den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels ælling blev jaget af dem alle sammen, selv hans søskende var så onde imod ham. Da fløj og løb han hen over hegnet og kom ud i den store mose.
3. Bondekonen.
Mod aften nåede den et lille bondehus. Her boede en gammel kone med sin kat og sin høne. Om morgenen mærkede man straks den fremmede ælling, og katten begyndte at spinde, og hønen at klukke. “Hvad for noget!” sagde konen. Hun troede ællingen var en fed and, for hun så ikke så godt. “Nu kan jeg få andeæg, er det bare ikke en andrik!”.
4. Utilstrækkelighed og flugt.
Og så blev ællingen antaget på prøve i tre uger, men der kom ingen æg. Ællingen sad i krogen, da den fik sådan en lyst til at flyde på vandet. Det sagde den til hønen, men hønen svarede: “Hvad går der af dig? Læg æg eller spind! Hvem skulle forstå dig? Du vil dog vel aldrig være klogere end katten og konen, for ikke at nævne mig!”. “Jeg tror, jeg vil gå ud i den vide verden!” sagde ællingen, og så gik den; den flød på vandet, den dykkede ned, men af alle dyr var den overset for sin grimhed.
5. Vinter.
Vinteren blev så kold, så kold, Ællingen måtte svømme om i vandet for at holde det fra at fryse rent til, men hver nat blev hullet, hvori den svømmede, smallere og smallere. Til sidst blev den mat, lå ganske stille og frøs fast i isen. Tidlig om morgenen kom en bondemand, han så den, gik ud og slog med sin træsko isen i stykker og bar den så hjem til sin kone. Der blev den livet op. Børnene ville lege med den, men ællingen troede, at de ville gøre den fortræd, og for lige op i mælkefadet. Konen skreg, og da fløj den op i smørtruget og så ned i meltønden. Godt var det, at døren stod åben, ud fór den imellem buskene i den nyfaldne sne - der lå den, ligesom i dvale.
6. Forår.
Den lå i mosen mellem rørene, da solen igen begyndte at skinne varmt; lærkerne sang - det var dejligt forår. Og lige foran, ud af tykningen, kom tre dejlige svaner. Ællingen kendte de prægtige dyr og blev ramt af en forunderlig sørgmodighed. “Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugle! Og de vil hugge mig ihjel! Men det er det samme! Bedre at dræbes af dem end at nappes af ænderne, hugges af hønsene, sparkes af pigen, der passer hønsegården, og lide ondt om vinteren!”
7. Svaner.
Den fløj ud i vandet og bøjede sit hoved ned mod vandfladen og ventede på døden - men hvad så den i det klare vand? Den var selv en svane! Det gør ikke noget at være født i andegården, når man har ligget i et svaneæg! “Der er en ny!” jublede børnene. “Den nye er den smukkeste!”. Den tænkte på, hvor den havde været forfulgt og forhånet, og hørte nu alle sige, at den var den dejligste af alle fugle. “Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar